Stress-A og B gennem tiden

Kapitel 1
Desværre har der ikke været ført mødeprotokol endsige dagbog over billardklubbens aktiviteter gennem de forløbne år - men noget kan jag da erindre fra de glade tider.
Egentlig startede det hele på Pallesvej 49 i 1956, hvor 12-14 mand hvert år (! - dengang var konerne/kæresterne meget karrige med udgangstilladelser) tævede løs på bordtennisbolden.
Bordtennisbordet blev overtaget af Dansk Repro-Grafik (et anerkendt satsfirma fra før 2. verdenskrig) som lejede sig i 1964 ind i en mindre ny industriejendom i Karensgade, Valby.
Huset var i 2 etager à 150 m² med kælder. Desværre var kælderen kun 220 cm høj, så der måtte ikke arbejdes legalt. Hvad skulle man så bruge alle de kvadratmetre til? Efter køb af huset fandt vi ud af at installere omtalte bordtennisbord i kælderen for at holde medarbejderne i form, og da vi senere fulgte op med et billard (godt nok kun 1/5 match), blev grunden lagt til Stress-A omkring 1967.
Medlemmer var medarbejdere plus store (omfangsrige) kunder, der blev afholdt møder hveranden mandag aften, mad måtte vi selv sørge for, jeg blev selvbestaltet formand og Finn "Puk" Svalling en yderst ihærdig kasserer, så i løbet af et par år købte vi endnu et billard (1/4 match!), så det blev til et utal af glade afstressede mandag-aftener - tirsdag morgen er ikke værd at skrive hjem om.
Det var - som tidligere beskrevet - en grafisk klub - med to undtagelser: Leif Alrik og Helge Nidløse, som satte deres præg på klubben, bl.a. ved at afholde hhv. Kunst- og Vinaften.
Af aktiviteter udover bordtennis- og billardturneringer kan nævnes rafling, bridge på et højt plan med "Puk" som læremester (her var Verner genstand for megen moro over hans meldinger, men jeg har hørt, han er blevet bedre - det kunne jo også kun gå fremad), endvidere dart - som vi dog måtte nedlægge grundet erodering af murværk og det mennneskelige legeme. Endvidere blev der indgået mange grafiske handler medlemmerne imellem.
En enkelt hændelse skal lige nævnes i forbifarten: Leif og jeg hørte støj (utroligt) fra en af overetagerne, og vi havde den fornøjelse at løbe en flygtende indbrudstyv op, der havde den frækhed at bryde ind, mens der var liv og glade dage i kælderen (og så var der øretæver i luften). . . ak ja, det var dengang!
Behøver jeg at skrive, at skovturene var uden damer?

Hans Poul Verner Olsen (kært barn har jo mange navne)

Kapitel 2
Da jeg har fået utallige opfordringer til at fortsætte Stress-A & B's historie gennem tiderne, gør jeg her et forsøg (memory er jo ikke min stærke side - efterhånden).

--Ovenstående billede viser den spændstige mester gennem utallige år - og i baggrunden til højre ses det famøse og livsfarlige dartspil og fjernsynet, hvor vi studerede børslisterne.
Men ak - goderne vokser ikke ind i himlen: Dansk Repro-Grafik blev opkøbt af Norsk Data - der ønskede et brohoved i Danmark - for nogle aktier, der senere viste sig at være værdiløse. Da Norsk Data flyttede til moderne lokaler i nybygning på H. C. Ørstedsvej, døde klubben af mangel på lokaler. Billarderne og bordtennisbordet blev solgt - med vemod.
Men - ærede læsere - der var driftige folk i gang på Værkstedvej 4 - dengang hovedsageligt med grafiske lege- og lejemål - dog med undtagelse af Valby Billardklub, som de grafiske virksomheder indledte et samarbejde med og startede Stress-B omkring 1984 med Tom & Jerry som hhv. formand og kasserer. Efter kort tid trak Tom sig (forever), og kasserer Jerry (Kurt Elmdam) var heller ikke noget at skrive hjem om.
Ved den efterfølgende generalforsamling blev jeg valgt til formand, Leif Alrik til næstformand og til kasserer Steffen Svalling, hvis efternavn borgede for kvalitet på denne udsatte post. Tidligere Stress-A medlemmer meldte sig omgående ind, da de hørte om den nye, effektive ledelse. Jeg noterer med tilfredshed, at der ikke siden har været kampvalg i min periode som formand, hvilken krævende post jeg har beklædt indtil maj 2001, hvor jeg trak mig - og en emsig Stig Riiber valgtes til formand - mærkeligt nok uden modkandidater.
Det har været nogle dejlige år med billardspil i topklasse på turneringsbordene - og bægerklang. Der har været mange gode spillere spillere her på Værkstedvej - men ynk-ynk-ynk - de er borte nu - bortset fra Store-Lars og skribenten. Jeg håber, at medlemmerne især har bemærket næstformandens sirlige små, korte kropstød med lav køføring.
Der var mange goder som formand, f.eks. eksklusioner og optagelser, som blev håndhævdet diktatorisk. Nye medlemmer blev kun optaget, hvis de var formuende og spillede elendigt billard - og i øvrigt var glade og fornøjede ved et veldækket bord med avec (det var vist en pleonasme - nu må I vist ty til ordbogen).
Et kapitel for sig selv var udvælgelse af to personer til festudvalget: "Hvem melder sig frivilligt?" I samme sekund gemte alle menige medlemmer sig under bordet. Så der måtte drastiske midler til: Ved generalforsamlingen uddeltes en stemmeseddel med to navne til afkrydsning (affattet af bestyrelsen). De fik alle stemmer på nær to, der undlod at stemme!
Et særligt islæt gennem denne periode var salonturneringerne, som VBK afholdt halvårligt, hvor vi som oftest rendte med pokalen og øvrige præmier. Desværre var det en vandrepokal - overgraveret med det hæderkronede navn: Stress-B - men jeg har, gennem en hilsen til VBKs jubilæum 2002, gjort opmærksom på det betimelige i, at Stress-B får pokalen til evigt eje af VBK, da de vil skænke en ny pokal til salonturneringerne.
Det var alt for denne gang - næste bidrag behandler bl.a. medlemmernes personlige beteende (står ikke i nyere ordbøger) i klubben - stadig forudsat en kraftig respons).

Hans Poul Verner Olsen
Eks-formand

Fornuftig beklædning for B-række spillere, hvis Stig er modstanderen!

Kapitel 3
På utallige, uanede og gentagne opfordringer fra et stærkt interesseret anonymt medlem fortsættes her Billardklubben Stress-B's heroiske historie - denne gang med observans på det enkelte medlems meriter, som jo har bidraget til foreningens nuværende høje stade.
Efter Stig Riibers enestående valg til formand i 2001 er der sket en hel del reformer, som den gode gamle formand ikke havde mod til at gennemføre. For det første blev kontingentet sat op, for det andet fik han indmeldt et hav af egne venner og familie i klubben, som naturligvis lovede at støtte ham ved et eventuelt kampvalg ud i fremtiden. Dette kunne naturligvis kun lade sig gøre, hvis han rensede ud i de maksimalt 27 medlemmer, vi måtte være, hvis alle skulle kunne udøve vor sport på vore 6 borde.
Så efter tronbestigelsen blev medlemspligterne strammet op, således at manglende kontingent, afbud og værtsskab omgående resulterede i eksklusion. På denne måde blev - nævnt i flæng - bl.a. svigerfar, egne familiemedlemmer, nevøer og onkler, kollegaer og barndomsvenner indmeldt i klubben. Og tilbage i klubben sidder nu en aldrende eks-formand med en ekspektanceliste, hvor navnene efterhånden er udvisket af ælde.
For at blive medlem af Stress-B har bestyrelsen altid håndhævet 2 principper: Det nye medlem skal: 1. Være velhavende og 2. Spille elendigt billard, hvilket Bent Jakobsen fx er garant for. (ham kunne jeg fortælle meget om, men som god, gammel kollega renoncerer jeg). Men her svigtede formandens dømmekraft ved indmeldelsen af hans svigerfar. Pengene var godt nok til stede, selv om det sjældent gav sig udslag i indkøb af omgange - men desværre spillede han godt billard og ligger i den bedste trediedel af A-rækken (som i parentes bemærket blev udvidet til 10 mand, da formanden (elevatoren) ellers ville ryge med i B-rækken igen.
Til gengæld er hans barndomsven - Jan - et medlem, vi sætter pris på. Pengene sidder løst og spillet er som KB's valgsprog: "Tab og vind med samme sind!" Der er dog et medlem, der kan gøre ham rangen stridig i bunden af C-rækken, nemlig Verner.
Han og eks-formanden er de eneste, der er tilbage fra starten af Stress-A klubben, og som det ses på disse gamle veteraner, har det taget hårdt på dem..
Et andet godt eksempel på formandens nyvalg er fætter Højben - undskyld fætter Allan - som opfylder foreningens princip: Masser af penge og elendigt billardspil. Desværre bliver han så edderspændt rasende, når han taber - hvilket resulterer i et temmelig anstrengt smil i ny og næ. Kortfattet kan siges, at det bedste ved ham er - Alice.
Vi snupper en til fra formandens familie; nemlig onkel Joakim - undskyld Ole. Hvordan han bar sig ad med at vinde C-rækken forrige år er en gåde - men blandt de øvrige medlemmer verserer et rygte om bestikkelse - nå ja - han er jo formuende.
Og da vi nu er i gang, tager vi hans to naboer fra Skovlunde: Kurt og Jacob Bickham. Kurt har jo gennem sit tidligere job som fodbolddommer (indstillet fra Brønshøj Boldklub, hvilket navn han pt. Ikke ønsker nævnt) lært at tøjle sit temperament, hvilket modstanderne i C-rækken er meget glade for. Ved hjælp af vanlig bestikkelse lykkedes det for Kurt at få sin søn ind for at bøde på faderens manglende billardkundskab - og han nåede da også at komme i A-rækken, hvor han fører en hensygnende tilværelse. Han savner noget af sin fars ypperlige sportsinstinkt.
Jacob, som også spiller i C-rækken, er også et medlem, som klubben sætter pris på … han betaler dobbelt kontingent, idet han kun kommer hver anden gang … men det er grovæderne (fx Henrik og Leif A) meget glade for.
Jacobs gode ven – Frank – blev indmeldt i klubben i min tid som formand – og det var et gevaldigt kiks fra min side. Han spiller sgu for godt – og så er han møgirriterende, fordi han altid spiller på samme niveau. Ingen op- og nedture som vi andre har – og vore koner med for den sags skyld!
På det seneste har Frank fået en anden ven meldt ind: Birger, der efterlever vennens princip om kun at komme en gang imellem. Han røg sporenstregs i B-rækken – men ak, han er for god – og derfor heller ikke så populær i rækken, men vi storspillere i A-rækken modtager ham med glæde …
Allan – hans gode ven – er den diamentrale og diabetiske modsætning – op og ned - og han undlader ikke at gøre de 26 andre medlemmer opmærksom på, hvordan han har spillet ved hjælp af gymnastiske færdigheder og uanede talegaver … à la Woody Woodpecker eller Gry ...
Vi må også nævne den nybagte fader: Casper, som er kollega til formanden. De kender hinanden fra billard på lærerværelset et sted i Gladsaxe. Jeg kan kan godt forstå, at formanden troede, han var en dårlig billardspiller, eftersom de spillede på et billard med stålbander og manglende huller og krogede køer uden læder. Men trods alt – Casper ligger højt i B-rækken – men det skyldes nok det sorte bælte i karate, som gør modspillerne lidt nervøse … Fætter (der var den igen) Henrik er en typisk B-spiller – altid placeret midt i rækken – er mest kendt for sin appetit og mangel på rede penge – men så træder familien til … Nå, men han har jo stor succes på andre baner.
Christian – atter en af formandens venner – har på en mærkværdig måde sneget sig ind i A-rækken (vist nok for en kort bemærkning). Det kan ikke være på grund af hans talegaver, for der er ingen, der kan høre, hvad han siger. Han burde udstyres med en megafon. Som han selv siger: De forstår mig ikke … han er i øvrigt formuende ungkarl … og figurerer tit i ”Playboy”.
Mogens er også formandens ven – billardklubbens Benjamin, nybagt far – en begavelse af rang – dog ikke på billardbordet – så langt fra – men på skatteområdet, hvor han indtager en høj stilling (186 cm), og han hjælper gerne vore betrængte medlemmer med råd og dåd – men som sagt (eller skrevet) ikke på billardområdet … I modsætning til andre medlemmer – fx fætter Allan, formanden, Kurt, Lars Thomsen etc. – taber han altld med et smil på læben …
Og så kommer vi til min grandfætter Michael, som jeg nåede at få indmeldt i slutningen af min formandsperiode – jeg var simpelt hen nødt til det, idet han ved hver eneste familiekomsammen bønfaldt mig om medlemskab på sine grædende knæ. Han har nu været et plus for klubben, idet han – ligesom fætter Henrik – insisterer på at blive formand for festudvalget – (gud ved, hvad disse to herrer har mellem ørerne)? I de foregående ca. 25 år er denne stilling blevet beordret af bestyrelsen, hvilket selvfølgelig ikke altid faldt heldigt ud. Her kommer jeg til at tænke på min udmærkede nabo – Helge – som det lykkedes at ruinere klubben på en skovtur, som vi var flere år om at rette op, og det skønt han selv betalte en vin- og spritindtagelse. Med hensyn til hans billardspil er min mund lukket med syv segl … (han er jo min nabo!)
Vi er nu kommet til Leif – min eks-svigersøn – som jeg i mange år har prøvet at optræne på det grønne klæde på diverse Amager værtshuse – og som det ses: Uden respons … Han er som fætter Henrik en typisk B-spiller - og de har tilsammen dannet Ædedolkenes Klub, hvor John Erik også har søgt om optagelse – jeg har hørt, at han spiser med hele hovedet. Det er måske grunden til, at John-Erik modtager så mange. ”God bedring”-kort.
Med hensyn til John-Eriks billardspil er han et sikkert trumfkort i salonturneringerne, som jo afvikles som handicap-turnering, idet han spiller til et så lavt pointtal, at han ikke kan undgå at vinde alle sine kampe.
Han fik puttet et par af sine venner ind i klubben – to modsætninger ved navn Steffen og Palle – Steffen røg hurtigt ud grundet formandens udrensning, hvorimod Palle på grund af sit charmerende overskæg overlevede. Han påtog sig ovenikøbet jobbet som formand for festudvalget og sendte hele klubben på en gokart-bane – en uforglemmelig oplevelse, som deltagerne bestandig mindes om – rygsmerter! Han var dog ved at ryge ud grundet fravær (formandens hårde kurs) – men man smider ikke guld på gaden – han spytter jo godt i klubkassen …
Vi er nu nået til vor trivelige næstformand – Lars Mose – ubetinget vor bedste spiller, men han spiller jo også i Fredagsklubben hver uge - på den baggrund synes jeg nu ikke, han er så god – der er da også flere år, hvor han ikke har vundet A-rækken (1985 og 2003). Men han er meget hjælpsom – og han drikker sjældent en tår over tørsten … Et kraftigt minus er dog, at han er Brøndby-fan.
Så kommer vi til vort problembarn Lars Thomsen – altid velklædt i en kæmpemæssig figurfrakke, som han dog tager af under kampene – fra sværvægt til fjervægt! Han er et eksempel på, at det kan lykkes at blive bedre på det grønne klæde, selv når man starter som bundskraber. Ihærdig træning er nøgleordet. Han er også et af de mere givtige medlemmer, idet han udover at støtte ølkassen gevaldigt har foræret klubben et digital-kamera, som i sandhed er blevet afprøvet. Her kunne nogle formuende klubmedlemmer lære noget: Fx: Nå, ingen nævnt, ingen glemt.
Hans trofaste ven Claus Sonne er et af mere anonyme medlemmer i klubben, men han taber med stil og smil – et smil, der nærmest er stivnet.
Sluttelig et par ord om vor formidable kasserer – Steffen - som udover at styre kassen med hård hånd er et computergeni, med et enestående regneark, så alle medlemmer til hver en tid kan se, hvor de er placeret i rækken, hvilke kampe de mangler osv. Han har også lavet vor hjemmeside – en genistreg! Endvidere har han trykt vore kamplister, har skaffet cognac osv. Kort sagt: En alsidig og uundværlig person. Han havde dog en enkelt svipser billardmæssigt i 2002, da han røg ned i B-rækken for en kort bemærkning …
PS. (Ovenstående indlæg om kassereren er godkendt af … kassereren …)

Gennem de sidste år har vi også set et par hvilende medlemmer: Johannes og Søren som gæster.
Hermed skulle medlemsomtalerne være komplet, lad nu være med at prale af alle de rosende ord til Gud og hver mand …

Epilog
Det var så slutningen på foreningens historie gennem tiderne. Som formand og eks- har det været en fornøjelse at omgås jer – altid i godt humør med sang og bægerklang, herlige skovture og julefrokoster, herlige salon- og egne turneringer, herlig kammeratlig snak … det kunne lyde som en afskedssalut – men det er langt fra tilfældet. Som æresmedlem (en titel jeg er meget stolt af) ville det jo være vanvid at opgive kontingentfrihed og Hannes gode mad. Ja, jeg er faktisk så glad for titlen, at jeg inviterer alle overlevende medlemmer til min 90-årsdag, men når jeg skuer ud over medlemsskaren, bliver jeg jo nok alene med min butler (same procedure as last year).

NB. Min skribentvirksomhed kan genoptages ved vigtige begivenheder via kraftig respons …
Undskyld skriften.
Poul Olsen
Æresmedlem